Navnet på selskabet er Residence Chateau de Monbrison A/S. Det betyder, at hele slottet ejes af aktionærerne i fællesskab. Hver aktie er samtidig knyttet op på en brugsret til én af slottets 17 lejligheder. Brugsretten er desuden knyttet til 2 x 2 uger, som roterer i et fast skifte.

Aktieselskabet har hjemsted i Danmark og følger dansk selskabslovgivning. En gang årligt afholdes generalforsamling i Danmark, hvor der bl.a. vælges bestyrelse og behandles forslag fra aktionærerne. Generalforsamlingen er også stedet, hvor aktionærerne møder hinanden i vinter-sæsonen.

Selskabets forhold er fastsat i vedtægterne.

Se vedtægterne – tryk her.

Aktionærerne

Aktionærerne kommer fra Danmark, Sverige og Norge.

Hver aktionær er kendetegnet af 1) lejlighedsbogstav og 2) periodenummer. Fx betyder aktionær A1, at man har brugsret over lejlighed A i periode 1, som er inddelt i 2 x 14 dage.

Hvordan perioderne falder i år og i de kommende år kan ses i periodekalenderen, som er et rullende skema, som sikrer, at alle kan opleve slottet i forskellige uger henover årene. Perioderne ruller over 12 år, og så gentager mønstret sig. Blandt aktionærerne er desuden en livlig bytte-aktivitet af uger, ligesom nogle aktionærer udlåner/udlejer deres lejlighed, hvis de ikke selv kan anvende den.

Aktionærerne har adgang til et website, hvor man kan debattere, læse nyhedsbrevene (som er på dansk og engelsk) og meget mere. Når man registreres i aktiebogen, får man tilsendt en mail med velkomstoplysninger, herunder login-oplysninger.

Se periodekalender – tryk her.

Økonomi

Selskabets økonomi er sund. De seneste år har der været en årlig opsparing på mellem 300.000 og 500.000 kr. Overskuddet hensættes til den løbende vedligeholdelse. Bestyrelsen har udarbejdet en vedligeholdelsesplan, som sikrer, at slottet er i fin stand. Slottet er desuden godt forsikret, så selskabet økonomisk set er godt beskyttet.

Regnskabet revideres af ekstern, statsautoriseret revisor. Revisoren vælges på generalforsamlingen.

Som aktionær betaler man hvert halve år et beløb, som dækker slottes samlede drift. Beløbet er ens for alle aktionærer. Glemmer man at betale, kan brugsretten inddrages ligesom gælden overgår til retslig inddrivelse, hvis man ikke får den ud af verden.

Skulle man – efter forhåbentlig mange år – synes, at man ikke længere vil være en del af fællesskabet og medejer af slottet, kan man frit sælge sin aktie igen. Prisen aftaler man selv med køber.

Se regnskab og nøgletal – tryk her.

Ordensregler

Brugen af slottet reguleres af husordenen. Her kan man fx læse, at man ikke må ryge nogen steder indendøre på slottet, men at man gerne må plaske i poolen, at man gerne må have børn med, men ikke husdyr og at man skal tage hensyn til de øvrige beboere på slottet.

Hele husordenen findes herunder:

Se husordenen – tryk her.

da_DKDansk